Tormented Souls 2 er et spil, der både hylder og udfordrer den genre, det er baseret på. Æstetikken minder umiddelbart om de første Resident Evil- spil med faste kameravinkler, gennemtænkt styring og puslespilsbaserede områder. Men på trods af sine åbenlyse inspirationskilder formår Tormented Souls 2 at stå solidt på egne ben – ikke mindst på grund af sin bizarre atmosfære, kreative puslespil og en historie, der kun bliver mere foruroligende, jo dybere man går.
En søster i fare – og en fælde i forklædning
Hovedpersonen, Carolina, befinder sig hurtigt midt i et levende mareridt. Hendes søster lider af en mystisk tilstand, hvor hendes pupiller forsvinder, og hun tegner groteske væsner, som hun hævder er fremtidssignaler. En tilsyneladende omsorgsfuld nonne, Moder Lucia, inviterer dem til en kirketilknyttet klinik i den latinamerikanske by Villa Esse – men den “velmenende” hjælp viser sig hurtigt at være en fælde.
Carolina bliver adskilt fra sin søster og fanget i en bygning, der tilsyneladende er designet til at nedbryde hende mentalt såvel som fysisk. Det hele udvikler sig til en klassisk overlevelses-gyserkamp, hvor hun skal løse gåder, overleve monstre og navigere i klaustrofobiske korridorer, hvor hvert rum kan være hendes sidste.
Puslespil, frustration og tilfredshed i perfekt balance
Spillets oppgaver er varierte og ofte djevelsk smarte. Noen krever ren logikk, andre krever bruk av verktøy du allerede har, mens andre igjen er klassiske «prøv deg frem»-situasjoner. Enkelte koder kan ta pinlig lang tid å løse, mens andre fremstår mer som tradisjonelle eventyrspillgåter. Tormented Souls 2 lykkes i å variere mellom konkrete hint og ren hodebry – og det gjør seirene desto mer tilfredsstillende.
Samtidig finnes det øyeblikk hvor spillet blir unødvendig rigid. For eksempel nekter Carolina å bruke gjenstander på måter som virker opplagte, noe som kan skape unødvendig frustrasjon. Likevel er spillverdenen så detaljert og slående designet at man lærer seg å lese rommene som gåter i seg selv.
Et fast kamera og en verden du må lære deg å navigere
Faste kameravinkler er sjangerens signatur, og Tormented Souls 2 bruker det kompromissløst. Resultatet er både stemningsfullt og tidvis frustrerende, spesielt når vinkelen skjuler en fiende eller en døråpning. Kartet kan ikke merkes, så spilleren må faktisk huske hvor ting er – eller ta skjermbilder underveis. Det høres gammeldags ut, men det gir også en genuin «90-talls-survival-horror»-følelse.
To verdener, én skjebne
En av spillets mest interessante mekanikker er Carolinas evne til å reise til en alternativ dimensjon og til og med fortiden. Endringer i disse tidssonene reflekteres i nåtiden, noe som legger et ekstra lag til gåtene og gir det hele en deilig retro-sci-fi-følelse. Det er et av de tydeligste områdene hvor Tormented Souls 2 skiller seg ut fra sine forbilder.
Karakterer som lener seg inn i galskapen
Dialogen er skrevet med et tydelig nikk til Resident Evil-æraen. Figuren Miguel dukker opp i kritiske øyeblikk, nesten som en ny Barry Burton, og redder Carolina fra å bli en «Carolina Sandwich». Den mest minneverdige karakteren er likevel den gamle mannen i rullestol, som på mirakuløst – og absurd – vis klarer å klatre til utilgjengelige steder og rydde fiender som om han var en enmannshær.
Mellomsekvensene har en uhyggelig, stiv animasjonsstil som gjør karakterene like deler merkelige og skumle. Noen ganger blir det ufrivillig komisk, andre ganger ubehagelig på den gode måten.
Kamp: når mørket blir din største fiende
Carolina er ikke hjelpeløs. Hun bruker en rekke improviserte våpen – alt fra spikerbaserte «konstruksjonsvåpen» til hagle og armbrøst. Nærkamp er mulig, men lite effektivt. I mørket er hun fullstendig forsvarsløs; rom uten lys gjør henne sårbar, så spilleren må finne måter å tenne stearinlys eller gjenopprette strømmen før kamp.
Fjenderne er groteske, brutale og kan tage en masse skade, men deres intelligens er lav, og de sidder ofte fast i deres omgivelser. Det er både en svaghed og en slags unik charme.
Hvert område har sit eget unikke sæt af monstre – fra uhellige nonneofringer i kirken til groteske krebsdyrlignende væsner i fiskefabrikken. Spøgelserne er de mest besværlige, brutale og ubarmhjertige af dem alle.
Chefen kæmper på den gode gammeldags måde
Bosserne har et klassisk mønsterbaseret design. De kan bekæmpes med nærkampsvåben, men det er ofte hurtigere og mere spændende at bruge omgivelserne: harpuner, elektriske generatorer og hvad end rummet ellers har at byde på. Dette giver hver boss en unik identitet og rytme.
En atmosfære, der sidder i kroppen
Spillet stråler i sin atmosfære. Den dæmpede belysning, det uhyggelige lyddesign og følelsen af, at hvert rum skjuler noget for dig, gør spillet oprigtigt klaustrofobisk. Lange perioder uden fjender opbygger en intens forventning – den slags, hvor selv en svag lyd kan få din puls til at køre hurtigere.
Monstrene er sjældent faktisk uhyggelige, men verden omkring dem er så ubehagelig, at det næsten ikke betyder noget.
Konklusion
Tormented Souls 2 lever og dør efter sin klassiske formel. Det er både dets styrke og dets svaghed: fans af gammeldags overlevelseshorror vil elske det kompromisløse design, mens nye spillere måske finder det en smule dateret. Alligevel er oplevelsen smuk, uhyggelig og overraskende dyb. Spillet føles som en tur gennem en gyserforlystelsespark – fuld af blod og vold, latter, gåder og makabre overraskelser.
Villa Essa er et mareridt, der er værd at udforske. Dette er et spil, der ikke bare forsøger at bringe overlevelsesgyser tilbage – det hylder den.
