Jeg elsker at læse. Jeg elsker at spille. Men det, jeg virkelig lever for, er den sjældne hybrid af begge dele – spil, der bygger hele deres identitet op omkring tekst, dialog, valg og total fordybelse i narrativet. Giv mig et færdighedstriangeldrama, eksistentielle monologer og en hovedperson i fuld opløsning, og jeg er solgt. Derfor er Disco Elysium et af mine mest hellige mesterværker, et spil, der lever i mit hjerte og betaler nul husleje.
Så da Rue Valley dukkede op den 11. november – komplet med visuel stemning, litterær nerve og endda en tidsløkke (!) – burde det have været et perfekt match. Jeg burde have jublet. Jeg burde være forsvundet ind på skærmen i dagevis.
Men gjorde jeg det? Nå … svaret er kompliceret.
Dette er et spil med potentiale, charme og en særegen stil – men også nogle vilde irritationsmomenter. Ikke fordi mine forventninger var tårnhøje (jeg formåede faktisk at undgå al markedsføringen før lanceringen), men fordi spillet i sig selv siger “se på mig, jeg er næsten som Disco Elysium!” – uden egentlig at være det.
Lad os være klare: Rue Valley er ikke Disco Elysium
På overfladen er der ligheder:
– Flashbacks
– Stiliserede dialoger
– Litterære hentydninger
– Et univers, der synes mættet med symbolik
Men ét gigantisk, fundamentalt element mangler:
frihed. Sand, narrativ frihed.
Der Disco Elysium lar deg sabotere livet ditt, etterforske søpla, fornærme himmel og jord og velge mellom selvdestruksjon og genialitet i hver eneste scene, gjør Rue Valley det motsatte:
Det låser døra, peker på den og sier:
«Finn nøkkelen. Jeg venter.»
Det er det klassiske eventyrspillsyndromet: Du vet nøyaktig hva du må gjøre. Du vet nøyaktig hva som er bak døra.
Men spillet nekter deg å gå videre før du har trykket på den ene riktig dialoglinjen, i det ene huset, i den ene scenen du allerede har besøkt ti ganger.
Og ja … du ender opp med å løpe i sirkel som en NPC uten pathfinding.
Tidsløkken – fantastisk idé, frustrerende utførelse
Her kommer vi til det som virkelig overrasket meg.
Når et spill bygger på tidsløkker, forventer du lekenhet. Eksperimenter. Muligheten til å ødelegge alt, prøve nye ting, bryte rutiner, teste grenser.
Men hovedpersonen i Rue Valley?
Han gjør… ingenting.
Han kan gjøre ingenting.
Han vil gjøre ingenting.
Alle de ville mulighetene du drømmer om i en tidsløkke –
drikke deg sanseløs, sabotere noe, bli en ny person, være kaotisk – alt det som gjorde Disco Elysium til et mesterverk av kreativ galskap – finnes ikke her.
Du kan:
– hacke litt
– knyte skolissene dine
…og det var det. Det føles som om du er fanget i en barnehageversjon av et psykologisk narrativ.
Men! – når Rue Valley faktisk fungerer, fungerer det skikkelig bra
Nå som jeg har fått ut irritasjonen:
Dette er et bra spill – når du ser det for hva det faktisk er.
Du må bare endre mindset.
Rue Valley er ikke et åpent rollespill. Det er et klassisk adventure.
Og der briljerer det:
✔ Logiske puslespill
✔ God flyt i oppgavene
✔ En historie som faktisk henger sammen
✔ Fargerike karakterer
✔ Dialoger som spraker av liv
✔ En handling som flettes sammen på imponerende vis
Det er ikke et spill om frihet.
Det er et spill om struktur – og innenfor den strukturen er det både engasjerende, vakkert skrevet og stemningsfullt.
Musikken er god. Atmosfæren sitter. Grafikken er behagelig. Storyen har tyngde og gode overraskelser.
Konklusjon: Spill det – men spill det som det det faktisk er
Hvis du går ind med Disco Elysium-forventninger, vil du blive skuffet.
Hvis du derimod går ind som fan af klassiske point-and-click-eventyr, vil du have en fantastisk tid.
Dette er et spil for jer, der elsker:
– skjulte objekter
– strukturerede gåder
– stærke karakterer
– en kompleks historie
– æstetik og atmosfære
– lidt humor og lidt mørke
Rue Valley er godt. Bare ikke det spil, det giver sig ud for at være.
Endelig dom:
Spil det – men spil det som et adventurespil, ikke som Disco Elysium 2.
Så finder du et lille tidsloop-univers, der faktisk er værd at udforske.
