Nogle spil prøver at skræmme dig. Andre prøver at forvirre dig. Eclipsium gør begge dele – og i et tempo, der får en etbenet skildpadde til at ligne en sprinter.
Dette er en såkaldt “gåsimulator”, men det er måske en lidt for venlig beskrivelse. Hvert skridt i Eclipsium føles tungt, næsten meditativt – og i dette forvredne, syge univers tæller hvert skridt. Der er ingen våben, ingen eksplosioner – bare dig, din krop og et langsomt opløseligt hoved.
Hvornår spillet starter – eller ej
Lige fra starten kan du støde på spillets første udfordring: at få det til rent faktisk at starte. Mange spillere, inklusive mig selv, stødte på en sort skærm, der tilsyneladende nægtede at forsvinde. Hvis du trykker på en tast, går spillet ned. Hvis du ikke gør det, skal du vente. Længe.
Nogle siger, at løsningen er at installere på en SSD. Det virkede for mig – men kun fordi jeg tilfældigvis ventede fem minutter næste gang. Eclipsium indlæses, bare i sit eget tempo. Og det er et tempo, du skal vænne dig til, fordi det definerer alt, der følger.
En forfalden krop – og et opløst sind
Historien begynder på et hospital. Hovedpersonen ligger på operationsbordet, men det er ikke bedøvelsen, der skaber mareridtet – det er minderne. Forvrængede glimt af et liv præget af vold, skam og vanvid kastes foran dig som fragmenterede billeder.
Helten, der nægter at løbe uanset hvad, må bogstaveligt talt ofre sig selv for at komme videre. Hans tunge, hans hjerte, hans øje – alt kan rives ud for at låse op for nye evner.
Resultatet? En hånd som kan forvandle seg.
-
Bladhånd: Kutt deg gjennom hindringer.
-
Flammehånd: Lys opp mørket og skrem bort groteske ormer.
-
Stigmata: Avslør skjulte objekter – men spillet glemmer nesten selv at denne evnen eksisterer.
Dette er kroppshorror gjort med et nesten poetisk preg. Og det er sjelden et godt tegn.
Et spill uten fiender – men fullt av frykt
Til tross for merkelappen psykologisk skrekk, finnes det knapt monstre her. Døden kommer fra fall, feiltrinn eller de massive ormene som av og til dukker opp. Ellers er det du selv og hodet ditt som er fienden.
Du løser enkle gåter – finner nøkler, flytter malerier, åpner porter til nye verdener – og alt foregår innenfor små, klaustrofobiske områder. Det meste handler om å observere, oppleve og gradvis miste grepet om virkeligheten.
En grotesk skjønnhet
Visuelt er Eclipsium et kjærlighetsbrev til PlayStation 1-æraen. Store piksler, lav oppløsning og et bevisst ubehagelig filter som får alt til å se ut som et gammelt VHS-opptak fra et sykt sinn.
Du besøker surrealistiske steder fra hovedpersonens fortid:
– fisketurer,
– slakterier,
– ubåter,
– og merkelig nok, en tilsynelatende endeløs korridor fylt med svinekadaver.
Alt akkompagneres av dissonant musikk, forvrengte stemmer og lyder som får huden til å krype.
Og midt i alt: den store kvinnen. En enorm, overvåkende skikkelse som følger deg – bokstavelig talt – med blikket.
Et sykt, men fascinerende eksperiment
Eclipsium prøver å være et psykologisk skrekkspill, men ender som noe mer særegent – en opplevelse som er mer forstyrrende enn skummel. Den største horrorelementet er ikke blodet, men stillheten, monotonien, og vissheten om at du må gå helt tilbake etter hver gåte. I sneglefart.
Likevel: det blir aldri kjedelig. Den visuelle galskapen og den konseptuelle moten spillet utfordrer deg på, holder deg nysgjerrig til siste scene. Og med en spilletid på rundt to timer, føles det som en perfekt lengde for et slikt mentalt eksperiment.
Konklusjon
Eclipsium er et eksperiment i både tempo, estetikk og psykologisk uro. Det er ikke for alle – men for dem som liker spill som Silent Hill, Pathologic eller Signalis, vil dette være en urovekkende, hypnotisk reise inn i det menneskelige mørket.
Og når du endelig når slutten, sitter du igjen med ett spørsmål:
Gikk du egentlig gjennom spillet – eller gikk spillet gjennom deg?
Kort sagt:
Et surrealistisk, pixeleret mareridt med en unik visuel stil, men med et gameplay, der tester din tålmodighed mere end dine reflekser.
Alternativt spilletip: Prøv Psychopomp GOLD bagefter – samme skizofrene atmosfære, men med mere action og karisma.
